Nostalgi

Jane startede en lille nostalgitrip-leg, som Frk. Trillingsgaard er fortsat med. Jeg troede egentligt ikke at jeg sådan rigtigt havde nogen billeder liggende af mig som barn på computeren og at be’ min mor om at finde kassen med billeder frem er håbløst. Men jeg ledte lidt og fandt da nogle billeder frem.

Et af mine absolut yndlingsbilleder af mig. Hvis jeg nu får en unge engang der bare er halvt så sød som jeg selv var som barn… åh… jamen så kan jeg jo ikke klage, vel? (Jaja, jante er ikke velkommen på min blog) 😉

Jeg ser en liiiille smule skræmmende ud på det her billede, men jeg holder fast i min fantastiske KÆMPEstore lyserøde bamse som jeg virkelig var glad for. Jeg kan stadig huske den dag min mor smed den ud. Jeg var SÅ ked af det!

Så er der lige et par billeder af min far og jeg. INGENS far er så sej som min, si’r det bare!
Se ham lige! Med skovsnegl, afrohår og ko-tatovering (han er slagter) – wauw!

Sovende barn på Sicilien. Et billede som jeg for 6 år siden prøvede at tegne efter dengang jeg forsøgte at lære at tegne. Jeg slap ret godt fra det hvis jeg selv skal sige det, men stoppede med at tegne igen. Der var så meget andet der var meget sjovere…

Mig i min mors flotte PINK støvler! Som måtte lade livet da jeg tissede i dem…

Yndlingsstedet da jeg var barn!

Mor hjælper mig lige med at tisse.

Som man kan se har jeg altid været ENORMT glad for øl.

Så hopper vi lige frem til 1. klasse. Min mor var meget stolt for hun havde helt selv strikket den lilla bluse jeg har på på billedet…

…åbenbart havde hun strikket den så stor at jeg stadig kunne passe den i 4. klasse… I dag er hun knap så stolt.

Jeg håber da at flere tager legen op, gamle billeder er altid sjove at se 🙂

 

Reklamer

Søsterbesøg, trusser og flovhed

Jeg har haft søsteren på besøg til den ugentlige lektiedag. Jeg får genopfrisket noget dansk grammatik og det er vist slet ikke så ringe endda.
Hun blev og spise aftensmad, så mens jeg lavede mad tegnede hun en tegning…

Nogle gange så ville jeg virkelig gerne vide hvad der sker oppe i hovedet på hende…

Hun dummede sig ellers helt vildt da hun kom hjem til mig. Vaskemaskinen står lige udenfor min hoveddør og da hun kom op ad trappen så hun: “at der stod en dame med mørkt hår og en stor røv” (hendes ord) og var ved at putte tøj i maskinen. Hun troede det var mig, så hun sagde højt: “Hej grimme!” hvorefter damen vender sig om og hun opdager at det sørme var en fremmed. Hun skyndte sig at mumle en undskyldning og fløj ind til mig. Som selvfølgelig har skraldgrinet over det hele aftenen.

Jeg fik også lige omrokeret lidt på mit citat, så nu hænger det sådan her

Det blev meget bedre!